Han får i dag tusindvis af mennesker til at grine – men livet har langt fra altid været sjovt. Niklas voksede op i et hjem, hvor autisme, alkohol og utryghed satte dagsordenen. En mor med autisme og en far, der drak sig ihjel, da Niklas var 18.
De boede på krisecentre, i biler – og i en periode sov Niklas alene på et tyndt tæppe i en parkeringskælder, fordi livet føltes håbløst, og der ikke fandtes andre steder at være. Som 16-årig pakkede han sine få ejendele i en sportstaske og flyttede hjemmefra. Helt alene. Han droppede ud af gymnasiet, men fik senere hjælp til at starte på HF. På Journalisthøjskolen kæmpede han med stoffer, gambling og sammenbrud, før han endelig fik en ADHD-diagnose, som satte ord på tempoet, rastløsheden og den kreativitet, han altid havde båret rundt på.
I dag har han på under ét år skabt et liv, hvor han lever af at få mennesker til at grine, mærke og se sig selv gennem sine karakterer og fortællinger.
Han er kendt for at være sjov – men humoren begyndte ikke som underholdning.
Den begyndte som en måde at holde sammen på sig selv.